Person vs. Persona

PERSON – et ord med maske

Ordets betydning, tidsforståelse og funktionel analfabetisme

Der var engang et ord, der troede, det betød “menneske”.
Men det gjorde det ikke.
Det betød “maske”.Der var engang et ord, der troede, det betød “menneske”.
Men det gjorde det ikke.
Det betød “maske”.

I det gamle Rom bar skuespilleren en persona – en ansigtsform af træ eller ler, med hul til munden, så stemmen kunne slippe ud.
Det var ikke mennesket, der talte, men rollen.
Og måske er det stadig sådan i dag.

Et ord, der engang dækkede et ansigt – men i dag dækker en hel civilisation.

En stemme gennem tid

Da juristerne i Rom begyndte at bruge ordet persona, tog de det med ind i retten.
Her fik det ny kraft: nu var persona ikke en skuespiller, men den, der kunne stilles til ansvar.
En rolle i lovens sprog.

Et menneske kunne dø – men personen kunne leve videre på papiret.
Et navn, en titel, et dokument.
Det var nok.

---

Da mennesket blev registreret

I Danmark tog det sin tid, før ordet kom på tale.
I Christian den Femtis Danske Lov stod der stadig mand, kvinde, undersåt.
Men i takt med at staten blev større, og sproget mere systemisk, begyndte person at dukke op.

Først som høflig betegnelse.
Senere som juridisk.
Til sidst som teknisk.

I dag findes ordet i næsten hver eneste lov – men ingen steder står der, hvad det betyder.
Og måske er det netop dér, magien – eller illusionen – begynder.

Det registrerede menneske

I dag lever personen videre i et system, der kaldes Det Centrale Personregister – CPR.
Her bruges ordet “person” konsekvent, men uden forklaring.

Man taler om personoplysninger, personnummer og personregistre –
men ingen steder står der, hvad en person egentlig er.

Dermed bliver ordet selv en juridisk tom form.
Det henviser ikke længere til et menneske af kød og blod,
men til en post i et register – et datasæt med navn, nummer og adresse.

Når myndigheden skriver om “personen”,
henviser den til en linje i et system.
Når borgeren læser ordet,
forstår han menneske.

Og dér, i det lille mellemrum mellem forståelse og definition,
opstår et retsligt og sprogligt hul.
Loven taler til noget,
men ikke nødvendigvis til nogen.

Et menneske kan eksistere uden registrering –
men en person kan ikke eksistere uden system.

Når mennesket bliver til person

Når CPR-kontoret skriver, at en person er et menneske, lyder det enkelt.
Men i virkeligheden afslører det mere, end det forklarer.

For når systemet kalder et menneske for en person, siger det samtidig:
“Vi ser dig – men på afstand.”

Ordet person i ordbogen betyder 1.

“menneske, ofte forstået som én blandt mange eller betragtet med en vis distance.”
person — Den Danske Ordbog

Det er ikke bare en definition, men en måde at se på verden.
Et menneske er noget unikt – men en person er én blandt mange.
Et menneske lever – en person registreres.

Systemet ser derfor ikke mennesket, men billedet af mennesket,
som det fremtræder i et register, et dokument eller en sag.

Når CPR-kontoret siger, at en person er et menneske,
bekræfter det, at mennesket kun anerkendes gennem sin administrative form.
Et menneske kan tænke, handle og tale – men en person kan kun identificeres.

Et menneske kan tale.
En person bliver talt om.

Et ord, der ikke kan stå alene

Der findes ord, der står fast i sig selv – barn, mor, jord.
Og så findes der ord som person.

Et ord, der altid venter på selskab.
For alene betyder det ingenting.

Ordbøgerne siger det selv:

“juridisk person: aktieselskab, forening, kommune eller anden enhed, der i lovgivningen behandles som én person.”
Men de siger sjældent, hvad en person uden tillægsord er.

En person kan være juridisk, fysisk, offentlig, privat, fiktiv, moralsk, registreret, anonym –
men aldrig bare person.

Når man tager tillægsordet væk, står der kun formen tilbage.
Et ord uden indhold.
Et menneske uden ansigt.
En maske.

Og måske er det heller ikke så mærkeligt.
For selv ordet menneske står ikke helt fast.
Ordbøgerne giver det fire betydninger,
og kun én af dem er fuldkommen.
Resten handler om fejl, svaghed og synd.

Måske minder sproget os selv om, at ingen ord kan stå alene – hverken PERSON eller MENNESKE.

Sprogets glidning

Et ord står sjældent stille.
Det flytter sig som sand under fødderne.
Nogle gange udvider det sig – som hus, der blev til husstand.
Andre gange trækker det sig sammen – som fæ, der kun blev kvæg.
Og somme tider tager det bare farve af tiden.

Som ordet ærbarhed.
I 1683 betød det moral og hæderlighed.
I dag betyder det mest noget med tøj og opførsel.
Men loven står stadig skrevet med det gamle ord.
Og når sproget ændres, men loven står stille, kan selv personer begynde at vakle.

---

Funktionel analfabetisme

Engang skrev man med mening.
I dag skriver man med form.

Dokumenter, der råber med versaler.
Paragraffer, der taler uden stemme.
Og embedsmænd, der sender breve, de ikke selv kan forklare.

Det kaldes “funktionel analfabetisme i systemform” –
et skriftsprog, der ser ud som dansk.

“Velkommen til DANMARK 2025 – året, hvor funktionel analfabetisme blev sat i system,
og ord fik betydning, da de blev råbt ud i skriftsproget.”

Når ordene ikke længere betyder noget, bliver retten til lyd.
Et sprog uden forståelse er som et teater uden publikum.

Lovens forestilling

Forestil dig et langt bord med grøn dug.
En dronning, en statsminister, en sekretær.
Papirer. Penne. Tavshed.

“Deres Majestæt,” siger statsministeren,
“jeg har den ære at forelægge dette forslag til lov i forestilling.”

Et nik. En underskrift. Et “X” i protokollen.
Og sådan bliver et forslag til lov ved forestilling til “LOV” virkeligt for personen.
Ikke fordi nogen stemte, men fordi nogen sagde det.

Måske ligner det et teater.
Måske er det et teater.
Og måske er du selv på scenen – uden at vide det.
For enhver borger spiller hovedrollen i stykket om LOV.
Man får bare sjældent manuskriptet.

---

Mennesket bag masken

Men hvem taler egentlig?
Er det personen? Er det mennesket? Er det sproget?

Sproget er ikke blot et redskab, men en scene.
Det, vi kalder “person”, er måske bare en rolle – skrevet ind i LOV.

Men bag enhver rolle findes en stemme.
Et åndedrag, en tanke, en vilje.

Når man husker det, begynder ordene igen at give mening.
Ikke fordi systemet ændrer sig –
men fordi du husker, at du ikke er masken.
Du er stemmen bag.

Det til sidst

Et ord uden mening har ingen ret.
En lov uden forståelse har ingen virkning.
Og et sprog uden menneske har ingen sjæl.

Derfor begynder alt dér,
hvor nogen igen tør spørge:

Hvem taler – og hvem lytter,
når ingen længere kan udtrykke sig?

For som det blev skrevet:

“My people perish because they lack knowledge.”
(Hoseas’ Bog 4:6)

Dengang skabte Gud verden med ord.
Han talte – og verden blev til.
Sproget bar mening, og meningen bar livet.

I dag taler vi stadig, men ordene er blevet skiftet.
De råber nu på papir, uden stemme, uden klang.
Et ekko af det, der engang blev sagt.

Måske er det dér, vi står nu –
midt mellem skriften og stemmen,
mellem loven og meningen,
mellem persona og menneske.

Og måske er det slet ikke sproget, der har mistet sin kraft –
men os, der har glemt at lytte til det.

Betegnelse	Oprindelig betydning	Nutidig funktion	Juridisk status
Menneske	Levende, tænkende væsen	Borger, deltager	Grundbegreb i moral og ret
Person	Rolle, maske, juridisk figur	CPR-registreret enhed	Teknisk term uden definition
Borger	Deltager i samfundskontrakt	Skattepligtig/identitet	Politisk-administrativ funktion

Bilag X: Person vs. Juridisk person

Sproglig betydning	Juridisk betydning
Person betyder i almindeligt dansk sprog et menneske.	Person betyder i juraen et retssubjekt — altså en enhed, som loven kan give rettigheder og pligter.
Ordet stammer fra latin persona, der betyder maske eller rolle i et teaterstykke. Det betegner den måde, et menneske fremtræder på over for andre.	I juridisk sprog er “personen” den rolle, som loven tildeler mennesket, for at systemet kan fungere. Loven kan ikke tale til kød og blod — kun til et navn og en identifikator.
Et menneske er et levende væsen – ikke et begreb. Derfor kan et menneske ikke være en “person” i egentlig forstand, men kun omtales som en.	Loven behandler et menneske som en person for at kunne indgå aftaler, registrere ejerskab og håndhæve pligter.
Når man siger “en person kom ind ad døren”, taler man om et konkret menneske.	Når loven siger “en person er ansvarlig”, taler den om et retligt subjekt, som kan holdes ansvarligt i systemet.
Sprogligt set er det umuligt, at et levende menneske er en juridisk konstruktion.	Retsligt set er det nødvendigt, at et menneske repræsenteres som en juridisk person – ellers kan loven ikke virke.
Forskellen er som mellem mennesket og navnet – navnet betegner, men er ikke den, det betegner.	Den juridiske person er den fiktive form, loven bruger til at registrere, kommunikere og udmåle ansvar.
Det menneske, der står bag navnet, eksisterer uafhængigt af lovens system.	Den juridiske person eksisterer kun inden for lovens sprog og ophører, når registreringen slettes eller dør ud.

---

Samlet forståelse

Et menneske kan repræsentere en juridisk person,
men kan umuligt være en juridisk person.

• Personen er lovens billede af mennesket.
• Juridisk person er den administrative maske, som staten taler til.
• Mennesket er den virkelighed, som sproget forsøger at indfange — men aldrig fuldt ud kan beskrive.

Sune Sejer Nielsen
November 2025

Relaterede emner: