Del Xxx – Afsluttende bemærkning
Et sprog er ikke blot et redskab.
Det er samfundets samvittighed – den stille strøm, som alt hviler på.
Når sproget ændres, ændres også den virkelighed, vi tror, vi deler.
Man kan undre sig.
Hvornår begyndte vi at skrive sådan – med bogstaver, der råber, hvor før de talte?
Hvornår blev ordene hårde, og navne til koder?
I skolen lærte vi, at et navn begynder med stort begyndelsesbogstav – ikke med bogstaver mejslet i sten.
Vi lærte, at ord skulle skrives, så de kunne forstås.
At Danmark begynder med D – ikke med DANMARK.
At sproget er levende, ikke en formel.
Og alligevel står vi her, omgivet af dokumenter, der taler et sprog, ingen lærte os.
Versalerne er ikke onde. De er blot tomme – et grafisk virkemiddel, skabt til at fremhæve, ikke til at erstatte mening.
Men når de bruges som lovens sprog, forsvinder den menneskelige rytme.
Sproget mister sin puls.
Man mærker det, selv før man forstår det: noget er forkert.
Som om teksten ikke længere taler til os, men over os.
Denne redegørelse har vist, at versaler aldrig har haft grammatisk status i dansk eller noget andet europæisk sprog.
De hører hjemme på bygninger, i logoer, i sten – ikke i myndigheds kommunikation.
Når myndigheden skriver i versaler, skriver den uden hjemmel.
Men måske er problemet dybere end det juridiske.
Måske har vi vænnet os til det.
Måske har vi glemt, hvordan et lovligt sprog lyder.
“Med lov skal land bygges,
men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret,
da behøvede man ikke nogen lov.
Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden,
men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed,
der skal loven vise sandheden.”(Jyske Lov, Fortalen, ca. 1241)
For når ord mister deres betydning, mister lovgivningen sin hensigt.
Og når formen overtager meningen, mister retten sit sprog.
Som det blev stadfæstet i Kong Christian den Femtes Danske Lov af 15. april 1683, 5. bog, 1. kapitel, 2. artikel:
“Alle Contracter, som frivilligen giøris af dennem, der ere Myndige, og komne til deris Lavalder,
være sig Kiøb, Sal, Gave, Mageskifte, Pant, Laan, Leje, Forpligter, Forløfter og andet,
ved hvad Navn det nævnis kand, som ikke er imod Loven, eller Ærbarhed,
skulle holdis i alle deris Ord og Puncter, saa som de indgangne ere.”
Når sproget bruges til at fordreje, skjule eller give myndighed en form, den ikke har,
er det ikke længere kommunikation – men manipulation.
Det strider mod ærbarheden i både juridisk og sproglig forstand:
redelighed i ord, klarhed i mening og sandhed i form.
Som det hedder i den ældste tekst, der binder vestlig ret og sprog sammen:
“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”
(Johannesevangeliet 1:1)
Men hvor Ordet dengang var begyndelsen på forståelse,
står vi nu i en tid, hvor ord ikke længere har betydning –
og hvor afsenderen ofte ikke selv ved, hvad der forsøges kommunikeret.
Måske er det dér, den største fare ligger:
ikke i ond vilje, men i glemsel.
At vi er holdt op med at høre, hvordan sproget lyder, når det er sandt.
Bogstaverne består, men meningen forsvinder.
Derfor handler dette ikke kun om retskrivning, men om hukommelse.
Om at huske, at loven engang blev skrevet for at kunne læses.
At ordene blev valgt, fordi de bar mening – ikke magt.
“Med lov skal land bygges,” står der i Jyske Lov.
Men måske må vi i dag tilføje:
Med sprog skal loven forstås.
Udarbejdet af Sune Sejer Nielsen
Oktober 2025