Del I – Dansk sproghistorie og retskrivning
Indledning
Det danske sprog har udviklet sig gennem mere end to årtusinder, men der har aldrig eksisteret en grammatisk tradition for at skrive hele ord med store bogstaver. Den sproglige udvikling fra urgermansk til nutidsdansk viser derimod en kontinuerlig bevægelse mod standardisering, klarhed og ensartethed.
1. Indoeuropæisk ursprog (ca. 4000–2500 f.Kr.)
Oprindelse:
Det indoeuropæiske sprog er den ældste kendte forfader til næsten alle nutidens europæiske og mange asiatiske sprog, herunder latin, græsk, sanskrit, germansk, keltisk og slavisk.
Kendetegn:
- Talt i steppeområderne nord for Sortehavet (Pontisk-kasakhiske slette).
- Ingen skriftlig tradition; sproget kendes gennem sammenlignende lingvistik.
- Et stærkt bøjningssprog med kasussystem, som senere udvikledes i forskellige retninger i datidens dattersprog.
Eksempler på ord, der har overlevet i dansk gennem urgermansk og oldnordisk:
- pətēr → fadar → fader
- wód-r̥ → watar → vand
- bhrātēr → brōþar → bror
Konklusion:
Det indoeuropæiske ursprog udgør grundlaget for den germanske sprogstamme, som igen udviklede sig til urgermansk og senere til dansk.
Der eksisterede hverken store eller små bogstaver, men sandsynligvis et rent lyd- og talesprog uden skriftsystem.
2. Urgermansk (ca. 500 f.Kr.–200 e.Kr.)
Oprindelse: Udviklet fra det indoeuropæiske ursprog, talt i det nordlige og centrale Europa.
Skriftsystem: Runer i ældre futhark – et enkelt runesæt uden store og små bogstaver.
Kendetegn:
- Ingen skelnen mellem majuskler og minuskler.
- Ordformer med bøjningsendelser og begyndende vokalskifte.
Eksempel: fadar (fader), brōþar (bror), watar (vand).
Konklusion: Versalskrift eksisterede ikke; runerne var ens i højde og form.
3. Urnordisk (ca. 200–800 e.Kr.)
Også kaldet: Nordgermansk fællessprog.
Kilder: Runesten med ældre futhark (24 runer).
Kendetegn:
- Fælles sprog for Skandinavien.
- Sproglyde, der senere skabte forskel mellem dansk, svensk og norsk.
- Lydudvikling: a → æ, begyndende palatalisering (k → tʃ).
Konklusion: Ingen typografisk forskel – runerne havde stadig ingen versaler.
4. Oldnordisk / Olddansk (ca. 800–1100)
Kendetegn:
- Sproget deler sig i vestnordisk (norsk/islandsk) og østnordisk (dansk/svensk).
- Brug af yngre futhark (16 runer).
- Lydændringer: k → sk, a → æ.
Konklusion: Runer havde ingen store bogstaver.
5. Middeldansk (ca. 1100–1500)
Kendetegn:
- Overgang fra runer til latinsk alfabet.
- Første danske skrifttradition – fx Jyske Lov (1241).
- Mangel på faste staveregler.
- Mange lån fra latin, nedertysk og fransk.
Konklusion: Store bogstaver bruges kun i begyndelsen af sætninger, ved egennavne og hellige betegnelser. Hele ord i versaler ses kun i rubrikker eller udsmykninger.
6. Ældre nydansk (ca. 1500–1700)
Kendetegn:
- Reformationen og bogtrykpressen fører til mere ensartet skrift.
- Christian 3.s Bibel (1550) fastlægger sproget i religiøse tekster.
- Store begyndelsesbogstaver i substantiver (tysk påvirkning).
Konklusion: Versaler anvendes i titler og overskrifter, men sjælent i almindelig tekst.
7. Yngre nydansk (ca. 1700–1900)
Kendetegn:
- Rasmus Rask udvikler de første danske grammatikker (1811, 1826).
- Større ensretning af retskrivning.
- Overgang fra “aa” til “å” (1906).
- Standardisering gennem skole og stat.
Konklusion: Brug af versaler begrænses til monumenter og officielle inskriptioner.
8. Moderne dansk (1900–2000)
Kendetegn:
- 1948-reformen: afskaffer store begyndelsesbogstaver i navneord.
- Dansk Sprognævn oprettes (1955).
- Retskrivningsordbogen bliver normgivende.
Konklusion: Versalskrift klassificeres som typografisk fremhævning, ikke korrekt stavemåde.
9. Nutidsdansk (2000–i dag)
Kendetegn:
- Hurtig påvirkning fra engelsk og digitale medier.
- Nye ordformer, grammatikforenkling og typografiske eksperimenter.
- Lov om dansk retskrivning (1997) bekræfter, at myndigheder skal følge Retskrivningsordbogen.
Endelig konklusion:
Der findes ingen periode i dansk sproghistorie, hvor versaler har været grammatisk eller lovligt korrekt skriftsprog.
De bruges udelukkende som grafisk markering – og er skriftligt at betragte som formfejl, når de erstatter normeret dansk skrift.
10. Den korporative sprogstamme (2019- i dag) se også Del VII
Kendetegn:
- Overgang fra myndighedssprog til virksomhedssprog i den offentlige sektor.
- Øget brug af versaler og logo-baseret skrivemåde i stedet for normeret dansk.
- Offentlige institutioner anvender § 61 i Retskrivningsordbogen til at skrive deres egne navne som brand-identitet (fx ROSKILDE KOMMUNE, GÆLDSSTYRELSEN, RETTEN I ROSKILDE).
- Grafisk form prioriteres over grammatisk korrekthed.
Forklaring:
§ 61 fastslår, at “navne på personer, firmaer og produkter skrives som bæreren eller indehaveren selv gør det.”
Denne regel gælder dog ikke for myndigheders sagsbehandling, jf. Lov om dansk retskrivning § 2, som kræver, at alle offentlige dokumenter skal følge normeret dansk.
Når kommuner eller domstole skriver deres egne navne i versaler, anvender de således en privatretlig undtagelse i stedet for den offentlige sprognorm.
Konsekvens:
Denne praksis markerer overgangen fra offentlig forvaltning til korporativ kommunikation – en ny “sprogstamme”, hvor myndigheder sprogligt optræder som virksomheder.
Dermed udviskes grænsen mellem offentlig og privat ret også på det sproglige plan.
Konklusion:
Det korporative sprog er ikke en del af dansk grammatik, men en grafisk identitetsform.
Når det bruges i myndighedsdokumenter, står teksten uden for lovens sproglige rammer og kan kun betragtes som en formel og sproglig afvigelse fra normeret dansk.