Når ‘kan’ bliver til ‘skal’ – privat- MitID som arbejdsvilkår

Mit navn er Sune Sejer Nielsen.

Denne gennemgang bygger på dokumentation fra konkrete sager i Nordsjælland og på Fyn, hvor medarbejdere i omsorgssektoren er blevet mødt af krav om privat MitID som adgang til arbejde i den offentlige sektor.

Forestil dig, at du har passet dit arbejde i mange år.

Du møder ind på arbejdet. Du kender borgerne. Du kender børnene . Du kender dine kolleger. Du kender opgaverne, rutinerne og ansvaret.

Du vil gerne arbejde.

Du vil gerne identificeres.

Du vil gerne følge sikkerhedsreglerne.

Men du har ikke privat MitID.

Og pludselig handler sagen ikke længere om, om du kan udføre dit arbejde.

Den handler om, hvorvidt du kan få adgang til arbejdets digitale systemer.

Og endnu mere præcist:

Om du kan blive på din arbejdsplads, hvis du ikke kan eller ikke vil bruge privat MitID i en arbejdsrelateret sammenhæng.

Det er her, spørgsmålet opstår:

Hvordan kan en lov, der siger, at en privatperson “kan” anvende sit private MitID, i praksis blive til et krav om, at medarbejderen “skal”?

Og hvordan hænger det sammen med, at MitID som udgangspunkt er en frivillig ordning for borgere?

Det er sagen om privat MitID som arbejdsvilkår.

Og det er ikke kun et teknisk spørgsmål.

Det er et spørgsmål om sprog.

Om ledelsesret.

Om digital infrastruktur.

Om fagforeninger.

Om kommuner som arbejdsgivere.

Og om mennesker, der risikerer at stå uden for arbejdslivet, ikke fordi de ikke kan eller ikke vil arbejde, men fordi de ikke passer ind i den digitale adgangsmodel, som systemet har valgt.

I to sager fra Nordsjælland og én sag fra Fyn, som danner grundlag for denne podcast, bliver dette ikke et abstrakt spørgsmål.

I sagerne fra Nordsjælland bliver spændingen mellem frivillighed og krav særlig tydelig.

Her fremgår det, at kommunerne i praksis har behandlet brugen af privat MitID som et krav for adgang til de nødvendige arbejdsrelaterede systemer – ikke som en frivillig mulighed for medarbejderen.

Det er afgørende.

For hvis en kommune som arbejdsgiver siger, at privat MitID er nødvendigt for at kunne udføre arbejdet, er der ikke længere tale om en reel frivillig ordning i medarbejderens situation.

Så bliver privat MitID ikke bare et privat identifikationsmiddel.

Det bliver et arbejdsvilkår.

Det bliver konkret.

Det bliver ansættelsesretligt.

Det bliver et spørgsmål om advarsel, partshøring og opsigelser.

Menneskene bag sagerne.

Det er også vigtigt at sige, hvem sagerne handler om.

For det her handler ikke om medarbejdere, der ikke vil arbejde.

Det handler ikke om mennesker, der afviser ansvar, sikkerhed eller adgangskontrol.

Tværtimod.

De sager, vi har set, handler om mennesker i omsorgssektoren.

Mennesker, der arbejder med børn, ældre, udsatte borgere og mennesker, der har brug for støtte i hverdagen.

Det er mennesker, som har valgt et arbejde, hvor relationer, tillid og ansvar betyder noget.

Mennesker, der møder ind for at hjælpe andre.

Passe børn.

Støtte borgere.

Være til stede i hverdagen.

Sørge for omsorg, struktur og tryghed.

Og netop derfor bliver sagen så alvorlig.

For to ud af tre medarbejdere i de sager, vi har kendskab til, er dags dato blevet opsagt, fordi de ikke kunne få eller anvende privat MitID i den form, kommunen krævede.

Det betyder, at spørgsmålet ikke længere kun er teoretisk.

Det er ikke bare en diskussion om login.

Det er ikke bare et spørgsmål om et teknisk system.

Det er et spørgsmål om, hvorvidt mennesker, der gerne vil arbejde i omsorgssektoren, kan miste deres arbejde, fordi de ikke passer ind i den digitale adgangsmodel, som kommunen har valgt.

Og det sker på områder, hvor samfundet samtidig taler om mangel på hænder.

Mangel på omsorgspersonale.

Mangel på pædagoger, socialpædagoger, SOSU-medarbejdere og andre fagpersoner, der kan tage sig af børn, ældre og udsatte mennesker.

Derfor bliver spørgsmålet endnu skarpere:

Er det rimeligt, at mennesker, der gerne vil udføre omsorgsarbejde, kan blive sorteret fra, ikke på grund af deres faglighed, ikke på grund af deres vilje til at arbejde, men fordi adgang til kommunens systemer er blevet gjort afhængig af privat MitID?

Det er her, digitalisering får menneskelige konsekvenser.

Og det er her, spørgsmålet om “kan” og “skal” holder op med at være en sproglig detalje.

For når en frivillig privat digital identitet bliver adgangsbilletten til offentligt omsorgsarbejde, rammer det ikke kun medarbejderen.

Det rammer også børnene.

De ældre.

De udsatte borgere.

Kollegaerne.

Og den offentlige sektor, som i forvejen mangler mennesker, der vil tage sig af andre.

Hvad siger loven egentlig?

Kernen i sagen ligger i § 9 i lov om MitID og NemLog-in.

Bestemmelsen sondrer mellem flere ting.

På den ene side har vi MitID som den nationale digitale identitet for privatpersoner.

På den anden side har vi NemLog-in og MitID Erhverv, hvor erhvervsidentiteter oprettes og administreres.

Det er en vigtig sondring.

For MitID er ikke bare et neutralt loginmiddel.

MitID er i lovens system knyttet til privatpersonen.

Det er den nationale identitetsgarant for privatpersoner – men det er samtidig en ordning, som borgere som udgangspunkt frivilligt tilslutter sig.

NemLog-in er derimod den ramme, hvor erhvervsidentiteter oprettes og administreres.

Når en medarbejder skal registreres som erhvervsbruger, siger § 9, stk. 2, at en privatperson kan anvende sit MitID udstedt til privatbrug til identitetssikring ved registreringen.

Ordet er “kan”.

Ikke “skal”.

Ikke “skal anvende”.

Ikke “arbejdsgiver kan kræve”.

Men “kan anvende”.

Det er netop dette ord, der bliver centralt.

For i almindeligt dansk sprog betyder “kan” normalt en mulighed.

Det betyder, at noget er tilladt eller muligt.

Det betyder ikke i sig selv, at det er obligatorisk.

Og det harmonerer med udgangspunktet om, at MitID er en frivillig ordning for borgere.

Men i de fagretlige vurderinger og kommunale praksisser ser vi, at “kan” i realiteten behandles som noget andet.

Det særlige er, at denne forskydning ikke kun kommer fra arbejdsgiversiden.

I det materiale, der danner grundlag for podcasten, ser vi også, at SL, FH og BUPL kommer til at spille en central rolle.

SL, FH og BUPL står ikke på kommunernes eller KL’s side.

De hører til lønmodtagersiden.

Derfor bliver det principielt interessant, når vurderingen alligevel ender med at acceptere den kommunale præmis om, at brugen af privat MitID kan kræves som led i arbejdsgivers almindelige instruktionsbeføjelse.

SL havde oprindeligt lagt til grund, at frivillighedsprincippet i lov om MitID og NemLog-in havde betydning for medarbejderens ret til ikke at anvende privat MitID i forbindelse med arbejdet.

SL anførte, at kommunens ledelsesret ikke kan tilsidesætte gældende lovgivning.

Det er en vigtig pointe.

For hvis privat MitID er frivilligt, og hvis arbejdsgiverens ledelsesret ikke kan gå videre end lovgivningen, så opstår spørgsmålet:

Hvordan kan medarbejderen alligevel ende med at blive mødt af et krav?

FH lagde imidlertid efterfølgende en anden forståelse til grund.

FH vurderede, at der skal sondres mellem to situationer.

Den ene situation er engangsidentitetssikring efter § 9, stk. 2, hvor en privatperson kan anvende sit private MitID ved registrering som erhvervsbruger.

Den anden situation er løbende login og autentifikation efter § 9, stk. 3, hvor det private MitID-identifikationsmiddel kan tilknyttes erhvervsidentiteten.

Efter FH’s vurdering knytter det udtrykkelige frivillighedsprincip sig til den løbende tilknytning efter § 9, stk. 3 – ikke nødvendigvis til engangsidentitetssikringen efter § 9, stk. 2.

Den 30. juni 2026 modtog et BUPL-medlem et skriftligt svar fra BUPL, hvor BUPL gengiver FH’s overvejelser.

I svaret anfører BUPL, at FH har vurderet en sag om, hvorvidt en medarbejder sagligt kunne afskediges, fordi medarbejderen ikke ville medvirke til at oprette brugeridentitet i MitID Erhverv, da medarbejderen ikke havde privat MitID.

BUPL gengiver herefter FH’s forståelse sådan, at det efter § 9, stk. 2 skulle være muligt for arbejdsgiver at stille krav om, at medarbejderen anvender privat MitID til engangsidentitetssikring.

Det er netop her, podcastens hovedspørgsmål bliver tydeligt.

For selve lovteksten siger, at en privatperson kan anvende sit MitID udstedt til privatbrug til identitetssikring ved registreringen.

Men i den fagretlige gengivelse bliver dette til, at arbejdsgiver kan stille krav om brug af privat MitID.

Dermed bliver argumentet omtrent sådan her:

Loven tillader, at privat MitID bruges til engangsidentitetssikring.

Frivillighedsprincippet i § 9, stk. 3 handler om løbende tilknytning og login.

Derfor er engangsidentitetssikring med privat MitID ikke i sig selv i strid med MitID-loven.

Og hvis det ikke er i strid med MitID-loven, kan arbejdsgiver efter sin almindelige instruktionsbeføjelse kræve, at medarbejderen medvirker til identitetssikringen.

Her sker skiftet.

Lovens “kan” bliver via arbejdsgiverens ledelsesret til et praktisk “skal”.

Og det særligt bemærkelsesværdige er, at dette skift ikke kun kommer fra KL eller kommunerne.

Det kommer også til udtryk i vurderinger, der gengives og anvendes på lønmodtagersiden.

Det betyder ikke, at SL, FH eller BUPL er arbejdsgiversiden.

Men det betyder, at medarbejderen i praksis kan ende med at stå alene med det principielle spørgsmål.

For hvis lønmodtagersiden accepterer, at lovens “kan” via ledelsesretten kan blive til et praktisk “skal”, hvem skal så fastholde spørgsmålet om frivillighed, alternativer og proportionalitet?

Det gør spørgsmålet endnu mere alvorligt, fordi sagen dermed risikerer at blive behandlet som isolerede personalesager i de enkelte forbund, selv om problemstillingen går på tværs af omsorgssektoren og kommunale arbejdsgivere.

Og hvis vurderingen samtidig afhænger af, hvordan arbejdsgiver konkret begrunder sagen, bliver dokumentationen helt afgørende.

Hvor er den konkrete begrundelse?

Hvor er vurderingen af alternativer?

Hvor er proportionalitetsvurderingen?

Og hvor er dokumentationen for, at privat MitID er nødvendigt – ikke bare valgt?

Og netop derfor er spørgsmålet ikke kun, om MitID-loven direkte forbyder det.

Spørgsmålet er bredere:

Kan en offentlig arbejdsgiver tage en mulighed i en offentlig digital infrastruktur – som ovenikøbet bygger på en frivillig borgerordning – og gøre den til et ansættelsesretligt krav, uden samtidig at dokumentere nødvendighed, proportionalitet og reelle alternativer?

Det er det principielle spørgsmål.

Det er også vigtigt at skelne mellem § 9, stk. 2 og § 9, stk. 3.

§ 9, stk. 2 handler om identitetssikring ved registreringen som erhvervsbruger.

§ 9, stk. 3 handler om, at en erhvervsbruger kan få tilknyttet sit private MitID-identifikationsmiddel til sin erhvervsidentitet, så det kan bruges til løbende login og autentifikation.

Her fremgår frivillighedsprincippet udtrykkeligt.

En arbejdsgiver kan ikke påtvinge medarbejderen denne løbende tilknytning.

Det har ført til en sondring:

Engangsidentitetssikring efter stk. 2 betragtes som noget andet end løbende login efter stk. 3.

Men fra medarbejderens perspektiv kan forskellen være mindre klar.

For medarbejderen oplever ikke nødvendigvis et juridisk skel mellem “engangsidentitetssikring” og “løbende login”.

Medarbejderen oplever, at det private MitID bliver en forudsætning for at blive oprettet, verificeret eller adgangsgodkendt i arbejdets systemer.

Og hvis denne ene gang er nødvendig for overhovedet at få adgang til arbejdsredskaberne, så kan den ene gang få varige ansættelsesretlige konsekvenser.

Derfor er det ikke nok at sige:

Det er kun én gang.

For hvis den ene gang afgør, om du kan beholde dit arbejde, er det ikke en lille ting.

Det er et adgangsvilkår.

Kommunernes svar.

Kommunerne har begrundet kravet med sikkerhed.

De henviser til personfølsomme oplysninger.

Til adgang til faglige systemer.

Til cybersikkerhed.

Til 2-faktor-login.

Til beskyttelse af borgernes data.

Og det er ikke uvæsentlige hensyn.

Tværtimod.

Når en medarbejder arbejder med udsatte borgere, børn, sociale forhold, helbredsoplysninger, omsorgssystemer eller interne kommunale data, er det klart, at sikkerhedsniveauet skal være højt.

Men det er netop derfor, dokumentationen bliver vigtig.

For sikkerhed kan ikke bare være et ord.

Sikkerhed skal omsættes til konkrete vurderinger.

Hvad er risikoen?

Hvilke systemer er omfattet?

Hvilke data behandles?

Hvilke alternativer findes?

Hvad koster de?

Hvem har vurderet dem?

Er der foretaget risikovurdering?

Er der foretaget proportionalitetsvurdering?

Er der taget højde for medarbejdere, der ikke har privat MitID – og dermed ikke har tilsluttet sig den frivillige ordning?

Det er også her, KL-notatet bliver centralt.

KL-notatet lægger op til, at kommunerne kan vælge mellem forskellige metoder til identitetssikring. Kommunen kan vælge en lokal løsning, hvor kommunen selv står for identitetssikringen, eller en fællesoffentlig løsning, hvor medarbejderen identitetssikrer sig via sit personlige MitID.

Men KL-notatet viser også, at valget ikke bare er et frit teknisk valg uden begrundelseskrav.

Hvis kommunen vælger den ene løsning frem for den anden, må der være saglige grunde til det.

De saglige grunde kan for eksempel handle om kompetencer, ressourcer og kommunens mulighed for at løfte identitetssikringsopgaven selv.

Det er netop derfor, de økonomiske og organisatoriske påstande bliver afgørende.

For hvis kommunen siger, at en lokal eller manuel løsning er for ressourcekrævende, må kommunen kunne vise det konkrete grundlag.

Hvor er beregningen?

Hvor er vurderingen?

Hvor er beslutningsoplægget?

Hvor er den konkrete dokumentation for, at alternativerne er undersøgt og fravalgt af saglige grunde?

I det materiale, vi har set, er der fortsat ikke fremlagt dokumenter, der konkret underbygger de økonomiske påstande om, hvorfor alternativer til privat MitID ikke kan anvendes.

Der er ord.

Der er vurderinger.

Der er henvisninger til ressourcer, kompetencer og fællesoffentlige løsninger.

Men vi har stadig ikke set den dokumentation, der viser, at fravalget af alternativer hviler på et konkret, sagligt og proportionalt grundlag.

I materiale fra Fyn og Nordsjælland ser man en ledelsesmæssig beslutning om ikke at etablere et manuelt eller fysisk alternativ.

Begrundelsen er blandt andet, at en manuel proces kræver fysisk fremmøde, pas, træning af servicedesk-medarbejdere, dokumentation og særlige kompetencer.

Det er netop den type oplysninger, der er interessante.

For her bliver det tydeligt, at alternativer ikke nødvendigvis er umulige.

De er fravalgt.

De er vurderet ressourcekrævende.

De påstås at være organisatorisk besværlige.

De kan være økonomisk uønskede.

Men det er noget andet end at sige, at alternativer ikke findes.

Og hvis alternativerne findes, men fravælges, skal man kunne forklare hvorfor.

Særligt når konsekvensen for medarbejderen vil være en opsigelse.

I noget af materialet fremgår det endda, at der ikke er foretaget risikovurdering, fordi der “kun” er tale om en enkelt verifikation og ikke et arbejdsredskab.

Men netop den formulering er central.

For hvis kommunen samtidig bruger manglende verifikation som grundlag for at sige, at medarbejderen ikke kan varetage centrale arbejdsopgaver, så er den ene verifikation ikke længere bare en lille teknisk handling.

Den bliver nøglen til arbejdets digitale infrastruktur.

Og når en enkelt digital handling får ansættelsesretlig betydning, bør den ikke behandles som noget uvæsentligt.

Det er her, kommunernes svar ofte efterlader et tomrum.

Der tales om sikkerhed.

Der tales om ressourcer.

Der tales om fællesoffentlige løsninger.

Men der mangler ofte den konkrete dokumentation for, hvorfor netop privat MitID er nødvendig i den enkelte situation, og hvorfor alternativer ikke kan anvendes.

Det er ikke nok at sige, at en manuel løsning er omkostningstung.

“Omkostningstung” er ikke dokumentation.

Det er en vurdering.

Og en vurdering skal kunne underbygges.

Hvor mange timer?

Hvilke medarbejdere?

Hvilken oplæring?

Hvilken revision?

Hvilke leverandøromkostninger?

Hvilke konkrete moduler er undersøgt?

Hvilke løsninger er fravalgt?

Hvem traf beslutningen?

Blev beslutningen truffet administrativt?

Blev den behandlet politisk?

Og blev konsekvenserne for medarbejdere uden privat MitID – altså medarbejdere, der ikke har tilsluttet sig en frivillig ordning – overhovedet vurderet?

Det er disse spørgsmål, sager fra Nordsjælland og Fyn rejser.

Ikke som teknisk modstand mod digital sikkerhed.

Men som krav om dokumentation, gennemsigtighed og reel proportionalitet.

Fagforeningernes rolle.

Et særligt vigtigt lag i sagen er fagforeningernes rolle.

For når en medarbejder står over for ansættelsesretlige konsekvenser, er det naturligt at forvente, at fagforeningen undersøger, om arbejdsgiverens krav er sagligt, nødvendigt og proportionalt.

Men materialet viser, at sagen kan ende et mærkeligt sted.

Digitaliseringsstyrelsen kan sige:

Lov om MitID og NemLog-in giver ikke i sig selv hjemmel til, at en arbejdsgiver kan pålægge en ansat at bruge privat MitID.

Hvis arbejdsgiver ønsker det, må det vurderes som et spørgsmål om arbejdsgivers almindelige instruktionsbeføjelse.

Dermed sender Digitaliseringsstyrelsen spørgsmålet væk fra MitID-loven og over i arbejdsretten.

Men i arbejdsretten kan vurderingen derefter blive:

MitID-loven forbyder ikke engangsidentitetssikring med privat MitID.

Derfor kan det ligge inden for ledelsesretten.

Dermed risikerer sagen at blive fanget i en cirkel.

Digitaliseringsstyrelsen siger:

Det er ikke vores lov, der regulerer arbejdsgiverens instruktionsbeføjelse.

Fagretligt kan det så siges:

Når loven ikke forbyder det, og når arbejdsgiver har valgt løsningen, kan sagen fagretligt blive vurderet som udsigtsløs.

Men hvem undersøger så den reelle problemstilling?

Hvem undersøger, om arbejdsgiveren har dokumenteret nødvendigheden?

Hvem undersøger, om der faktisk findes alternativer?

Hvem undersøger, om “kan” er blevet til “skal” uden et klart og gennemsigtigt grundlag – og uden hensyn til, at ordningen i udgangspunktet er frivillig?

Hvem undersøger, om økonomi er blevet vigtigere end medarbejderens adgang til at beholde sit arbejde?

Og hvem undersøger de menneskelige og praktiske omkostninger?

Hvad koster det at miste en erfaren medarbejder?

Hvad koster det at oplære en ny medarbejder?

Hvad koster det for kollegerne, når opgaverne skal fordeles anderledes?

Og hvad koster det for de borgere, børn, ældre eller udsatte mennesker, der mister en kendt medarbejder, en tryg relation eller den hjælp, de plejer at få?

For i omsorgsarbejde er medarbejderen ikke bare en adgangsbruger i et IT-system.

Medarbejderen er også et menneske, der indgår i relationer, rutiner og tillid.

Når sådan en medarbejder forsvinder, forsvinder der ikke kun en loginprofil.

Der forsvinder erfaring.

Kendskab.

Tryghed.

Kontinuitet.

Og derfor er det ikke nok kun at spørge, hvad en alternativ identitetssikringsløsning koster kommunen.

Man må også spørge, hvad det koster ikke at etablere den.

Og hvem undersøger til sidst, om offentlige arbejdsgivere er ved at gøre privat digital identitet til et skjult ansættelsesvilkår?

Det er ikke en kritik af fagforeninger som idé.

Tværtimod.

Det er netop fordi fagforeninger har en vigtig funktion, at spørgsmålet bliver alvorligt.

Hvis flere kommunale medarbejdere risikerer ansættelsesretlige konsekvenser på grund af privat MitID, bør det ikke kun vurderes som enkeltstående personalesager.

Det bør vurderes principielt.

Særligt hvis der på tværs af kommuner opstår samme mønster:

Kommunen vælger en digital løsning.

Medarbejderen har ikke privat MitID.

Alternativer beskrives som vanskelige, dyre eller ikke etablerede.

Medarbejderen får advarsel eller partshøring.

Fagforeningen vurderer sagen snævert.

Og den principielle problemstilling bliver aldrig prøvet.

I den situation bliver medarbejderen alene med et systemspørgsmål.

Og det er måske det mest bekymrende.

For sagen handler ikke kun om én medarbejder.

Den handler om, hvordan digital infrastruktur ændrer arbejdsvilkår i det offentlige.

Og når infrastrukturen ændrer vilkårene, bør faglige organisationer, hovedorganisationer og offentlige arbejdsgivere kunne forklare præcist, hvor grænsen går.

Det principielle spørgsmål.

Det principielle spørgsmål er enkelt:

Hvornår bliver en digital mulighed til en digital pligt?

Og hvornår bliver en praktisk adgangsløsning til et ansættelsesvilkår?

I lovgivningen kan man skrive “kan”.

I vejledninger kan man tale om muligheder.

I systembeskrivelser kan man tale om fleksibilitet.

Og i udgangspunktet kan man sige, at MitID er en frivillig ordning for borgere.

Men i virkeligheden kan en medarbejder opleve noget helt andet.

Man kan sige:

Du kan bruge privat MitID.

Men hvis der ikke er et reelt alternativ, betyder det i praksis:

Du skal bruge privat MitID.

Man kan sige:

Det er kun til identitetssikring.

Men hvis identitetssikringen er en forudsætning for adgang til arbejdssystemer, betyder det i praksis:

Du skal gøre det for at kunne arbejde.

Man kan sige:

Det er ikke løbende login.

Men hvis manglende engangsverifikation fører til, at du ikke kan oprettes i systemerne, betyder det i praksis:

Den ene gang afgør din adgang til arbejdet.

Det er her, Ombudsmandens generelle principper om offentlige it-systemer bliver relevante.

Når myndigheder digitaliserer, forsvinder de forvaltningsretlige krav ikke.

De gælder stadig.

Et offentligt it-system skal understøtte korrekt sagsbehandling.

Det skal indrettes, så relevante regler og rettigheder kan overholdes.

Myndigheden har ansvaret for systemets indretning, også hvis systemet er leveret af en ekstern leverandør.

Det er en vigtig pointe.

For en kommune bør ikke bare gemme sig bag systemet.

Kommunen bør ikke bare sige:

Sådan er løsningen.

Sådan virker leverandøren.

Sådan er den fællesoffentlige infrastruktur.

Hvis kommunen vælger at bruge et system på en måde, der får konsekvenser for borgeres eller medarbejderes rettigheder, må kommunen også kunne forklare og dokumentere valget.

Det gælder især, når kommunen optræder som offentlig arbejdsgiver.

For her har kommunen både ledelsesret og et offentligt ansvar.

Kommunen er ikke en almindelig privat arbejdsgiver.

Kommunen er en offentlig myndighed, der skal handle sagligt, proportionalt og forsvarligt.

Og hvis en medarbejder bliver presset ud, fordi kommunen har valgt én digital adgangsmodel, bør man kunne se beslutningsgrundlaget.

Ikke kun konklusionen.

Ikke kun ordene “datasikkerhed” og “omkostningstungt”.

Men den faktiske vurdering.

Hvad var nødvendigt?

Hvad var muligt?

Hvad blev fravalgt?

Og hvad blev konsekvensen for dem, der ikke har privat MitID?

Det principielle spørgsmål er derfor ikke, om datasikkerhed er vigtig.

Det er den.

Spørgsmålet er, om datasikkerhed bruges som et generelt argument for at undgå en konkret proportionalitetsvurdering.

For der er forskel på at sige:

Vi skal beskytte borgernes data.

Og at sige:

Den eneste måde at beskytte borgernes data på er, at alle medarbejdere skal kunne anvende privat MitID ved oprettelse.

Den første sætning er et legitimt hensyn.

Den anden sætning kræver dokumentation.

Og netop derfor bliver spørgsmålet om alternativer afgørende.

For når der findes andre måder at opnå sikkerhed på, kan privat MitID ikke uden videre behandles som den eneste mulige vej.

Alternativerne findes.

En vigtig del af historien er, at spørgsmålet ikke står mellem sikkerhed og ingen sikkerhed.

Det står mellem forskellige måder at opnå sikkerhed på.

MitID-systemet rummer fysiske identifikationsmidler som kodeviser, kodeoplæser og chip.

Der findes erhvervsmæssige loginmidler.

Der findes 2-faktor-løsninger, som ikke nødvendigvis er identiske med privat MitID.

Der findes lokale identitetsgaranter.

Der findes manuelle identitetssikringsprocesser.

Der findes mulighed for fysisk fremmøde og kontrol af legitimation.

Der findes tekniske løsninger, hvor medarbejderen efter oprettelse anvender arbejdsgiverens loginmiddel og ikke privat MitID.

I materiale fra en anden kommune beskrives for eksempel flere måder at 2-faktor-validere sig på, herunder SoloID, som beskrives som den erhvervsmæssige pendant til MitID.

Det viser netop, at 2-faktor-login ikke i sig selv nødvendigvis betyder privat MitID.

Der kan være flere modeller.

Og netop derfor bliver spørgsmålet om frivillighed centralt.

For hvis privat MitID som udgangspunkt er en frivillig ordning for borgeren, kan frivilligheden ikke have meget reelt indhold, hvis den samme borger som medarbejder stilles over for valget mellem at bruge privat MitID eller miste adgangen til sine arbejdsopgaver.

Frivillighed kræver et reelt alternativ.

Uden et reelt alternativ bliver frivilligheden formel.

Den står på papiret, men forsvinder i praksis.

Det afgørende er derfor ikke, om sikker adgang skal etableres.

Det skal den.

Det afgørende er, om kommunen har valgt den mindst indgribende løsning for medarbejdere, der ikke har privat MitID.

Og hvis kommunen ikke har valgt den, hvorfor ikke?

Hvis svaret er økonomi, skal økonomien dokumenteres.

Hvis svaret er teknik, skal de tekniske begrænsninger dokumenteres.

Hvis svaret er revision, skal revisionskravene dokumenteres.

Hvis svaret er leverandørens system, skal leverandørens begrænsninger dokumenteres.

Hvis svaret er, at kommunen ikke ønsker en manuel proces, skal det siges åbent.

For det er noget andet end, at en manuel proces ikke kan lade sig gøre.

Det er her, ordene bliver vigtige.

“Kan ikke” og “vil ikke” er ikke det samme.

“Findes ikke” og “er fravalgt” er ikke det samme.

“Ulovligt” og “upraktisk” er ikke det samme.

“Umuligt” og “omkostningstungt” er ikke det samme.

Og “kan” og “skal” er heller ikke det samme.

Det samme gælder “frivilligt” og “reelt frivilligt”.

Noget kan godt kaldes frivilligt i lovens eller systemets sprog, men hvis konsekvensen ved ikke at bruge det er advarsel, partshøring eller opsigelse, er frivilligheden i praksis stærkt begrænset.

Når en offentlig arbejdsgiver vælger en digital adgangsmodel, bør medarbejderen kunne få at vide, hvilken kategori sagen tilhører.

Er privat MitID et lovkrav?

Er det et teknisk krav?

Er det et leverandørkrav?

Er det en kommunal beslutning?

Er det et økonomisk fravalg af alternativer?

Eller er det blot den nemmeste løsning for systemet?

For medarbejderen gør forskellen en verden til forskel.

Hvis det er et lovkrav, må lovgiver forklare det.

Hvis det er et kommunalt valg, må kommunen stå på mål for det.

Hvis det er et fagretligt spørgsmål, må fagforeningen undersøge det.

Og hvis det er en systemindretning, må systemindretningen ikke stå uden ansvar.

Når systemet gør frivillighed til tvang.

privat MitID som arbejdsvilkår handler i sidste ende om, hvordan noget frivilligt i praksis bliver til tvang.

På papiret står der “kan”.

I systemet bliver det til “skal”.

På papiret kan MitID beskrives som en frivillig privat ordning.

I praksis bliver den samme ordning en forudsætning for at få adgang til offentlige arbejdsredskaber.

På papiret findes der forskel på privat identitet og erhvervsidentitet.

I praksis flyder de sammen, når privat MitID bliver adgangsbillet til at få en erhvervsidentitet.

På papiret er der tale om en enkelt identitetssikring.

I praksis afgør den ene identitetssikring, om et menneske kan beholde sit arbejde.

På papiret er der tale om sikkerhed.

I praksis bliver sikkerheden brugt som begrundelse for at fravælge de mennesker, der ikke passer ind i den valgte digitale model.

Det er derfor, sagen fortjener opmærksomhed.

Ikke fordi datasikkerhed er ligegyldigt.

Men fordi retssikkerhed heller ikke er ligegyldigt.

Ikke fordi kommuner ikke må digitalisere.

Men fordi digitalisering ikke må fjerne behovet for dokumentation, proportionalitet og alternativer.

Ikke fordi arbejdsgivere ikke har ledelsesret.

Men fordi ledelsesret ikke bør gøre et privat digitalt identifikationsmiddel til et skjult arbejdsvilkår uden klar hjemmel og uden klar begrundelse.

Og ikke fordi ordet “kan” altid betyder, at alt er frivilligt.

Men fordi et retssamfund bør være meget forsigtigt, når en mulighed i lovgivningen bliver til en pligt i virkeligheden.

For når “kan” bliver til “skal”, er det ikke længere bare et spørgsmål om teknik.

Så er det et spørgsmål om magt.

Om adgang.

Om arbejde.

Og om hvem der får lov til at være med i det digitale offentlige Danmark.

Man behøver ikke kalde det et digitalt diktatur for at se problemet.

Det er nok at konstatere, at frivillighed mister sit indhold, hvis valget står mellem at bruge privat MitID eller miste sit arbejde.

Så bliver frivilligheden til frivillig tvang.

Og spørgsmålet handler ikke kun om de medarbejdere, der allerede er ramt.

Det handler også om fremtiden.

Hvis privat MitID i praksis kan gøres til adgangsbillet til offentligt arbejde i dag, hvor går grænsen så i morgen?

Hvilke andre stillinger, funktioner og offentlige opgaver bliver i fremtiden gjort afhængige af en privat digital identitet?

Og hvad sker der med de mennesker, der gerne vil arbejde, men som ikke kan eller ikke vil indrette deres private digitale identitet efter arbejdsgiverens systemvalg?

Det er spørgsmålet, som sager fra Nordsjælland og Fyn stiller.

Og det er spørgsmålet, som stadig mangler et klart svar:

Hvis privat MitID kun er en mulighed efter loven, og hvis ordningen som udgangspunkt bygger på frivillighed, hvem har så besluttet, at den i praksis kan blive en betingelse for at beholde sit arbejde?

Mit navn er Sune Sejer Nielsen.

Du har lyttet til “Når ‘kan’ bliver til ‘skal’ – historien om privat MitID som arbejdsvilkår”.

Teksten bygger på dokumentation fra konkrete sager i Nordsjælland og på Fyn, hvor medarbejdere i omsorgssektoren er blevet mødt af krav om privat MitID som adgang til arbejde i den offentlige sektor – arbejde, der handler om omsorg for børn, ældre og udsatte borgere.

Velkommen til Danmark 2026, hvor en privat digital identitet vejer tungere end omsorgen for børn, ældre og udsatte borgere.